Norsk Skovkat
Den Norske Skovkat er en naturkat skabt af det til tider kolde og barske klima i Norges skove, og som stadig den dag i dag, kan findes levende vildt.
Skovkatten er intelligent, initiativrig, nysgerrig, modig og frygtløs og tager enhver situation med en næsten ophøjet ro. Den har en fantastisk tilpasningsevne, og trives godt sammen med andre katte, hunde og børn.
Skovkatten er en stor, stærk og robust bygget kat med en semilang pels. Pelsen er i to lag, en meget tyk underuld som holder katten varm, og dækhår som er lange og let olierede så de nærmest fungerer som en regnfrakke. Halen er lang og busket, og fungerer som yderligere beskyttelse mod vejr og vind, når katten ruller sig sammen.
Skovkattens krop er lang og smidig, og benene er lange med ”snesko” under de runde poter. Dens bagben er længere end forbenene hvilket gør, at den kan løbe hurtigt og springe højt. Det er ikke unormalt, at se en Skovkat fange en fugl i flugten.
Det 3-kantede hoved, med de store åbne ovale øjne lidt på skrå, giver katten et ”vildt”, vågent og opvakt udtryk. Fra siden har katten en lang lige profil med en stærk hage. Ørerne er store og åbne med behåring på ørets inderside og med de karakteristiske tufser på ørespidsen.
En skovkat knytter sig som regel stærkt til én person, men er venlig og imødekommende overfor andre. Man kan sagtens holde en skovkat som indekat, så længe den har gode klatre- og kradsemuligheder. Et højt klatretræ eller højtsiddende hylder kan fuldt ud tilfredsstille kattens behov for motion. Sørger man for, at skovkatten bliver stimuleret både psykisk og fysisk, er belønningen en glad, livlig og smuk kat, som gerne tager del i alle hverdagens aktiviteter.
En Norsk Skovkat er fræk kat - måske er den endda kattenes svar på Bølle Bob - og samtidig har den evnen til, at se lige så uskyldig ud som en engel.
Den er energisk og elsker at lege, og netop gennem legen kan den med lethed trænes til at ”apporterer”. Den elsker også at ”vise” sig og få sine mennesker til at le, så opfindsom som den er, finder den hele tiden på nye fjollerier.
Den er nysgerrig, og har man lukket et skab eller lignende op, så kan man være sikker på, at der sidder mindst én kat i skabet. Den er meget social, og skal helst følge med i alt hvad der ser i huset. Så lukkede døre er Skovkattens værste mareridt, og den vil højlydt give udtryk for sin utilfredshed over dette.
For os var det naturligt, at vælge denne frække engel med det lyse sind.
Skrevet af
Jeanette Marcher
DK Klan Elliott's
3 generationer af NFO-piger |